Digital Poetik

Qvortrup og dannelsen

(Skrevet 2017)


“Digital Poetics: The Poetical Potentials of Projection and Interaction” er navnet på et essay, Lars Qvortrup skrev for ca. tyve år siden og som indgår i en nyere, norsk redigeret antologi (Digital Media Revisited). Dengang var Qvortrup professor ved Høgskolen i Lillehammer, snart efter forskningsleder på SDU, og nu er han professor ved Aalborg Universitets Institut for Læring og Filosofi. I mellemtiden har LQ også været rektor på Biblioteksskolen og dekan på DPU.

I “Digital Poetics” forsøger Lars Qvortrup at indkredse digitalkunstens kendetegn – dels nogle generelle perspektiver, dels nogle specifikt kunstneriske implikationer for den digitalt arbejdende kunstners praksis (og for publikums rolle i forholdet til værket). Jeg synes, teksten bør interessere og undre os, der forsøger at tale om noget, der særligt kendetegner det digitale. Samtidig står netop digitalisering meget centralt i samfundsudviklingen og i den danske folkeskolereform, Qvortrup på forskellige måder har andel i.

Et element i hans poetik er en semiotisk analyse af websider. Eller rettere, Qvortrup har formuleret en slags ramme for webside-semiotik ved hjælp af C.S. Peirces tre tegntyper: Index, Ikon og Symbol. Det ville sikkert også gælde for apps, et dengang ret ukendt fænomen:

  • Knapper, links og animationer er såkaldt INDEKSikalske tegn – der ændrer sig ved at blive aktiveret af noget eller nogen.
  • IKONiske tegn er til gengæld billeder, videoklip og lyde – tegn der fungerer i kraft af en lighed med det de repræsenterer.
  • SYMBOLske tegn er derimod bogstaver og ord, ja den tekst der måtte findes på skærmen. Deres betydning er rent vilkårlig, idet symbolers betydning er et socialt vedtaget system – altså en anden betydning af ordet ‘symbol’ end den normalt benyttede.

At kategorisere websidens elementer på denne måde lod sig vel gøre i 2003. Selv om Qvortrup for mig at se strakte særligt index-begrebet hos Peirce for at få pengene til at passe i definitionens kategorier. Men det gør jeg vel også selv nu og da.


Nu om dage – med pop-up vinduer, med tekst som wallpaper, og hvor links snarere ligger indfældet i visuelle elementer – giver disse definitioner IMHO ikke så meget mening. Men Qvortrups tanker på feltet, ofte med værkanalyser, har fungeret som bidrag til at udvikle en dansk diskurs omkring de digitale medier og særligt deres interfaces.

Selvfølgelig bidrager den slags reflektioner ikke i sig selv til at forløse noget kreativt potentiale i nogen digital praksis – ligesom teorierne ikke fremmer børns læring som sådan – men mindre kunne også gøre det, blot det var et solidt fundament, der blev lagt under digitalkunsten med en sådan poetik.

I eksemplet her er det måske fristende at gøre lidt nar ad Qvortrups skæverter. Smilet fremkaldes i et vist omfang også af mødet med en digital virkelighed af i går – qva hans eksempler, der minder os om hvor hurtigt udviklingen går på det felt.
Det er noget karakteristisk for det digitale univers, den ubegribeligt hurtige udviklingstakt. Det rummer muligvis ikke et kvalitativt anderledes tidsbegreb eller udviklingstakt, men det føles lidt sådan.

Der er heller ingen knapper eller andre links, som skifter farve på nærværende side efter at være blevet klikket på – Qvortrups oplagte Index-eksempel, idet den funktion nærmest var en selvfølge på nettet for 15 år siden.
“Visited link” farveskift er i lav kurs for tiden, hvilket ikke kun behøver være udtryk for hurtig udvikling eller modeskift. Eller dovenskab. Det kan være et kompetent, bevidst valg af interaktionsdesigneren – i den hensigt at få brugere til at klikke mere rundt på siderne, frem for at hjælpe brugerne med at navigere effektivt. Eller måske for at reducere grafisk flimmer på siderne? Kompetent, men “udannet” webdesign ift. at understøtte ældre, mentalt udfordrede og andre større børn, der ikke længere husker så godt, hvor brikkerne lå, og hvad links gemte.

Poetik og digital kunst

Når jeg overhovedet giver mig i kast med Qvortrups aldersstegne forsøg på en “digital poetik” – som jo altså rummer andre elementer end det jeg har set på her – så er det fordi LQ ophøjer sine tanker til en generel teori for (digital)kunsten.

Folk med hang til æstetisk teori ved udmærket godt, at en poetik ‘bare’ er et personligt bud på en sådan generel teori, og netop skal forstås som sådan, uanset om den er værkforankret eller ej.

LQ opererer i øvrigt helst med data-triangulering såvel som tredelte overkategorier – som den kristne treenighed og i hans strategier for samfundets kompetenceudvikling eksempelvis i videoen herunder. Det lærende samfund (2001) indledes således med tre påstande – og byder også ind med bud på tre nye/nødvendige kompetencer:

  1. At begrundelsen for relevansen af IT for læring skal findes uden for IT.
  2. At hovedudfordringen for de mennesker, der uddannes, er at håndtere kompleksitet.
  3. At den nuværende pædagogiske teori, planlægning og praksis (ikke mindst den IT-orienterede) er på nippet til at kamme over: I sin begejstring for “læring” glemmer den undervisning, i sin begejstring for “kompetencer” glemmer den kvalifikationer og dannelse.

Lars Qvortrup har mig bekendt ikke opdateret sin digitale poetik i de senere år, men er fortsat særdeles opdaget af digitale kompetencer og metoder, ikke mindst i benyttelsen af elevdata i folkeskolen.


Program for Læringsledelse fik til sidst meget stor tilslutning blandt skoleledere – næsten alle deltog (u)frivilligt i undersøgelsen i 2017 mod kun ca. 90% i 2015 – men Qvortrup nævner ikke i 2017-rapporten at der på de to år var blevet 13% færre skoleledere i projektkommunerne.

Digital dannelse og datalæring

Det betyder ikke, at poetik-teksten kun har historisk værdi, og jeg mener absolut ikke, man skal opgive den form for italesættelse af det digitale, heller ikke på det kunstneriske felt, selv om selve værkanalyserne af og til rammer ved siden af det, de bruges til at illustrere. Qvortrup skal have credit for at have forsøgt sig, og det ville afgjort være værdifuldt at få begrebsliggjort de nogle gange uudtalte forudsætninger, når der jongleres med begreber på Twitter eller i Folketingets beslutningsforslag. Når der fx aktuelt tales om “programmering” i folkeskolen, menes så generel eller specifik modelleringsforståelse – eller ligefrem undervisning mm. i kodning på et eller flere programmeringssprog?

Der tales ofte om, at ‘digital dannelse’ eller ‘digital læring’ er forkerte begreber – at læringen i sig selv ikke er digital, og at dannelsen heller ikke er det.
Jeg har prøvet at vise, at vi heller ikke omvendt blot skal tro, det lader sig gøre gnidningsfrit at overføre den analoge verdens begreber til den digitale, de være sig nok så tekniske eller abstrakte. Særligt fordi det digitale univers fremstår som alt andet end transparent for det store flertal af befolkningen, er den form for oplysende samtale dog vigtig og nødvendig. Som antydet skubber tidsånden – og måske digitaliseringen som sådan – til balancen mellem kompetencer og dannelse i samfundet. Big Data udviklingen risikerer for mig at se snart gøre manglende transparens til et demokratisk problem.

Qvortrup kom da også i 2004 med et bud på en generel definition på dannelse, mens jeg ikke er stødt på nogen særlig ‘digital dannelse’ hos ham: “Dannelse er selvbevidst evne til forskelsrefleksion” (Det vidende samfund, s. 288)

Den lader jeg gerne stå herfra til evigheden – eller til nogen har forstået helt hvad den betyder. Betyder det i virkeligheden blot dømmekraft som antydet her? Jeg ved det ikke.

Den klassiske opfattelse af dannelsen som den aflejrede rest efter (ud)dannelsesprocessen, er selvfølgelig lige så kort som den er utilstrækkelig i dag, hvor den proces forløber stadig længere og hurtigere – og med stadig mere forskelligartet input. Det gør ikke en definition umulig – uddannelsesforskeren Ove Christensen og idehistorikeren Dorthe Jørgensen er kommet med udmærkede og forenelige bud i de senere år. Begge desuden i samklang med, hvad allerede Heraklit foreslog i antikken:

Abundance of knowledge does not teach men to be wise.

Post navigation

You might be interested in...