Black in Black på BAMPFA
UC Berkeley Art Museum and Pacific Film Archive
(skrevet 2022)
To meget mørke malerier på museet i Berkeley flankerer det store billede af Mark Rothko. Den røde farve på hans No. 207 er mere intens end den ser ud på mit foto fra 2014 (men se det her)
Sort er heller ikke blot sort på disse lærreder. På fotografiet ser det nærmest ud som om begge malerier er helt sorte… så hvilket billede er mon af Milton Resnick (Straw, 1983) og hvilket er malet af Ad Reinhardt (Abstract Painting, 1960-65)? Selv et link til museets digitale gengivelse af sidstnævnte hjælper måske ikke meget, da værkerne er gengivet på sort baggrund…
Når kunsthistorikeren opdager den lille afspærring foran det ene sorte lærred, vil hun hurtigt udlede at det må være Ad Reinhardt til venstre (for det er langt den dyreste kunstner af de to)
Så kan man vel konkludere, at det altid er “the economy, stupid”. Eller at “det kan enhver da lave”, sådan et sort billede. Hvad to sorte billeder hængt op på denne måde mere end antyder ikke er tilfældet.
Den sorte bund accentuerer stofligheden og transcenderer den. De tre værker rummer alle en særegen spiritualitet og er nærmest hængt op som en alterlignende triptyk – tænk Rothko Chapel i Texas. Det var da også Rothko-billedet i midten, som var min grund til at genbesøge museet i Berkeley. Museet er siden flyttet og alt er nyophængt, formentlig i et andet arrangement – men de hang sådan og afgav en samlet betydning ved ankomsten til rummet. Hvor man så kunne nærme sig og fokusere på hvert enkelt billede.
Rothkos billeder med to felter over hinanden skal næppe opleves som himmel og jord/vand. Jeg ser ikke Red over Dark Blue on Dark Grey som et seascape på hovedet. Og selv om det adskillende bånd er uforstyrret og uden ornamentik, sker der en masse som fanger øjets opmærksomhed. Både mellem og inden for de store farvefelter. De to dele konvergerer ikke mod en horisont, de er nærmest kontrapunktiske og får øjet til at oscillere mellem øvre og nedre del – hvor rød og mørk blå opleves at få felterne til subtilt at hæve sig og synke væk fra lærredets plan. I det mindste indtil man overgiver sig til oplevelsen og får Rothkos yin og yang til at sameksistere i sindet. Billedets titel inviterer nærmest til at lade de to felter interferere med hinanden og sammen resonere på den grå bund.
To af disse tre kunstnere havde jødisk baggrund. Jeg tillægger det vel ikke særlig betydning, men Ad Reinhardt havde til gengæld en vigtig udstilling på the Jewish Museum i New York 1966, året før hans død. Og muligvis bærer værkernes mørke på en tragedie, man ikke kan tage for givet – måske blev den mere end antydet gennem ophængningen.
Mark Rothko #207:
https://calisphere.org/item/ark:/13030/ft9v19p1ts
Kunstnere som de ovennævnte abstrakte ekspressionister har også inspireret mig fotografisk i mange år – i billeder som dette fra Lund.
