Helsingør, september 2023
Vi har vist aldrig mødtes og talt om fotografi, men for nogle år siden fik jeg Then There Was Silence i julegave af børnene. Jeg kaldte i et taknemmeligt opslag på facebook bogen for et “magnum opus” – og du er i sandhed ikke gået af vejen for noget i hensigten at indvie os i den virkelighed, der er krigens offer(s).
Nylige afsløringer af en anden virkelighed bag nogle af de billeder, jeg har set og sat pris på gennem årene, har fået mig til at tænke over det sted, du kommer fra i livet. Ikke det med Helsingør, men det fotografiske – det med W. Eugene Smith.
Det har jeg skrevet dette åbne brev til dig om:
Jan, der har jo været en masse ballade om ægtheden af dine oplysninger og fortællinger om billeder fra bl.a. Rwanda, Ukraine og Ramallah. Jeg har ikke fulgt med i det hele, men jeg forestiller mig at du må være temmelig rundt på gulvet over bl.a. et brud på mangeårigt samarbejde med Politiken.
I 2005 bragte netop Politiken en stor artikel af Jens Lenler, jeg nu falder over, og som fortæller hvad ikke mindst en fotobog om W. Eugene Smith og et hans billeder engang betød for at spore dig ind på din fotografiske bane fra senfirserne:
https://politiken.dk/kultur/art5694753/Billedet-i-dig-selv-kapitel-1
“I 1946, mens Smith gennemgik operationer efter en krigsskade og led af dybe depressioner, tog han et billede af sine børn, som bogen tager udgangspunkt i.
Fotografiet hedder ‘The Walk to Paradise Garden’. I motivet stavrer en lille krølhåret pige og en dreng gennem en skov. De holder hinanden i hænderne og går mod en lysning, mens træerne danner en buet port omkring dem.
Eugene Smith kom sig siden og blev en af de største fotografer gennem tiderne med sine menneskenære billedfortællinger. Jan Grarup sluger historien – og studerer billedet af de små barnesilhuetter på vej mod en ny verden.”
Der findes mig bekendt kun én bog, der tager udgangspunkt i det billede. Den jeg skrev i midtfirserne, på engelsk, og udgav på et svensk universitetsforlag i 1987.
“Myth & Vision” blev faktisk skrevet færdig i Helsingør i foråret 1987 – året efter vi alle havde lært hvor Ukraine ligger henne – mens du muligvis stadigvæk solgte billeder af færdselsuheld til Helsingør Dagblad. Jeg mødte dig ikke heroppe, men det gjorde bogen åbenbart.
Dengang havde jeg ikke travlt med at møde folk i byen – og du var teenager, snart på vej væk og ud i den store verden for bl.a. at gå på fotojournalist-uddannelsen (1989-1991).
1991 var også året, hvor du første gang blev kåret til årets danske pressefotograf – senere har du vundet mange priser. Selv fremhæver du gerne at være nomineret to gange til priser af W. Eugene Smith Memorial Fund for Humanistic Photography. Jeg forstår dig – og dem der har nomineret dig.
PhD’en om Gene Smith og “The Walk to Paradise Garden” var udtryk for en optagethed af W. Eugene Smith, som jeg måske godt har fornemmet dit slægtskab med, men ikke tænkt så meget over i forhold til billederne i Then There Was Silence. Mange fotografer arbejder i den tradition, og du gør tingene på din måde – allerede begrebet”‘stilhed” betyder vist noget andet end for Smith på jeres gråskalaer.
Men diskussionen om sandhedsværdien i fotografiet og om engagerede fotografer som sandhedsvidner, den har altid optaget mig. Og den optog Eugene Smith, som opfattede de subjektive valg af vinkel, øjeblik, udsnit osv. nærmest som en fotografisk instrumentering eller musikalsk improvisation. Med slogans som “let truth be the prejudice” har han aldrig ladet nogen være i tvivl om sine erklærede prioriteringer – men heller aldrig påstået at det på nogen måde var enkelt at leve op til idealerne. Eller i det hele taget at opføre sig ordentligt.
I am constantly torn between the attitude of the conscientious journalist who is a recorder and interpreter of the facts and of the creative artist who often is necessarily at poetic odds with the literal facts.
Formuleringerne er citeret på PhotoQuotes.com sammen med bl.a. en håndfuld citater fra min 1987-afhandling: https://photoquotes.com/author/w–eugene-smith
(“The Walk to Paradise Garden” er desuden gengivet på sitet sammen med et par andre kendte Smith-billeder fra fotoessays som Country Doctor og Spanish Village)
Så det var en akademisk bog, den lærer havde stukket dig – med bl.a. en del citater fra Smiths notesbøger og udkast til mulige bogtekster, hvor han reflekterer over den slags spørgsmål. Men også over det liv og den berømmelse, hans billede fik i alle mulige sammenhænge, ikke mindst som afslutningsbillede i Family of Man udstillingen og dens katalog fra 1955, historiens mest solgte fotobog. Allerede på det tidspunkt havde billedet kørt i Ford-reklamer og forskellige medier, løsrevet fra den oprindelige historie om dets tilblivelse for 77 år og en sommer siden.
Jan, Eugene Smith lavede også væsentlige historier om ofre og om dem, der har kæmpet de svages og ofrenes sag. Nogle af hans billeder brænder sig ind på nethinden, fra Haiti fx. Ligesom Eugene Smith sætter heller ikke du dit lys under en skæppe hos redaktører og andre, der ikke forstår eller værdsætter billedets vægt og selvstændige fortællekraft:
https://journalisten.dk/jan-grarup-krigsfotograf-i-sort-og-hvid
“Jan Grarup blev del af en generation af fotografer, som ikke bare tog de billeder, som journalisterne foretrak. De ville ikke bare illustrere journalisternes arbejde, de ville fortælle deres egne historier, og det blev belønnet, når der blev uddelt fotopriser.”
Det her med at ville fortætte følelsen og forståelsen af situationen i enkeltskud, det har jo sin begrænsning. Selvfølgelig udgør jeres særligt udvalgte øjeblikke ikke noget fyldestgørende blik på situationen eller forståelse af dens sammenhæng – men uden dem ville mange være temmelig uberørte. Og så har I været gode til at skabe sammenhænge mellem billeder og situationer, med eller uden redaktørers hjælp.
Den store forskel på jer to er for mig at se den rolle, I har ladet krigen spille. Den har haft enorm betydning for jer begge. For dig som altoverskyggende professionel arena og motivområde, det du brænder for at fortælle til andre overlevende og udenforstående. Med stærk appel og som en stærk advarsel fra fx. folkemordets Rwanda.
For Eugene Smith var krigen det, der både fysisk og psykisk for altid mærkede ham i 1944-45. Og for ham at se det ultimative spild af menneskeliv og ressourcer, altid med de svageste overrepræsenteret blandt ofrene.
Han blev aldrig mere krigsfotograf, men krigsoplevelserne var jo bagtæppet for “The Walk to Paradise Garden”. På mit omslag er foruden The Walk også Smiths refleksoptagelse af morternedslaget, der sårede ham på Okinawa i juni 1945.
Eugene Smith havde først entusiastisk fotograferet våbenproduktion og flådeopbygning i USA i startfyrrerne, men ikke mindst på Saipan kom han tæt på civile japaneres lidelser i 1944. Det indre billede af mor og barn, der ryges ud af en hule, forlod ham aldrig. Saipan påvirkede hans syn på krigen voldsomt – et nyt syn, der også slår igennem i hans notater om Joe Rosenthals heroisererende fremstilling af marinekorpsets flagplantning på Iwo Jima.
Man når at mærke et holdningsskift i Smiths billedverden allerede inden, han selv bliver såret – i LIFEs julefortælling fra felthospitalet i katedralen på Leyte det år, hvor visioner for freden begynder at fortrænge krigens myter.
Gode fotografer fanger ikke blot øjeblikke, men leger med vores forventninger til virkeligheden. Og twister den ofte med ekstra opmærksomhed og indtryk til formål, fx når du som Eugene Smith gerne betoner et ansigt og et blik ved at udtone og mørkne omgivelserne i det sort-hvide billedrum.
Som i “Young girls in a refugee camp classroom on the border between Chad and Darfur, Darfur, 2004-2008” der er med i bogen – man forstår jo godt, at ikke alle pånær én af de slørklædte kvinder kan være skyggeramte, men at deres ansigtstræk er digitalt nedtonede/udviskede. Hvad deres slør ikke er, hvorfor der fremkommer en skov af slør med individerne symbolsk undertrykt, kvinden i centrum undtaget. De er nærmest huller i billedet, disse ansigter som man også finder dem hos Igor Savchenko og Maria Miesenberger.
Darfur-billedet findes et stykke nede på websiden her. Allerede på sidens første billede fornemmes dit æstetiske greb med nedtonede omgivelser som indramning og fokusering af det væsentlige. Her skjuler turbanklædte mænd ansigterne – ikke for fotografen, men for at beskytte sig selv.
Jeres kompositioner står på skuldrene af århundreders billedkunstneriske tradition, men det fotografiske slægtskab har alligevel sine grænser: Gene Smith lader godt nok også Albert Schweitzers hvide tropehjelm stå frem af junglemørket i 1954, men afrikaneren over/bag ham er ikke uden karaktertræk og nedsunket i mørket. En særlig humor træder frem hos Smith i hans fortælling om de kutteklædte klanmedlemmer, han fotograferede året efter, og som netop blev lidt mørke i ansigterne, fordi han var nødt til at mørkne de hvide kutter lidt, så de ikke fremstod kridhvide og uden tegning i højlysene…
Det rundere syn og den blødere og mørkere tonalitet hos Smith slog som sagt igennem i hans hospitalsessay for Life Magazine ti år før, i kirken på Leyte, hvor det er de sårede og de plejende, der for første gang får hans fulde opmærksomhed. Det er for mig at se her, udtrykket i legendariske fotoessays som Nurse Midwife, A Man of Mercy og Country Doctor bliver grundlagt.
Det er ikke sådan, at han pludselig begynder at holde med japanerne under krigen. Men man kan selvfølgelig godt komme til at tænke over, at han ender med at blive japansk gift, og at hans sidste og måske største bedrift som fotograf er bogen og kampen for kviksølvofrene i Minamata Bay.
Her blev Eugene Smith en aktivistisk fotograf, og han “valgte side” i en konflikt der var så ulige i forholdet mellem Chisso kemifabrikken og deres tæskehold, og den lokale fiskerbefolkning. Først og fremmest gav han dem en stemme, fortalte historien og viste verden Tomoko og andre misdannelser hos lokalbefolkningens børn. Og han skulle ikke stå til regnskab over for en nyheds- eller magasinredaktør, men over for et bogprojekt.
Gør man altid det i en konfliktzone, vælger side bevidst eller ubevidst?
Ja, det tror jeg.
Er fotografier nogensinde objektive, krig eller ej?
Nej, det tror jeg ikke.
Men det er så alligevel blevet en anden tid, Jan.
En tid hvor enhver fotograf eller amatørfilmer kan være sin egen redaktør og medieplatform. En tid hvor billeder kan manipuleres eller genereres ud af, hvad der virker som det pureste ingenting.
En tid, hvor også Eugene Smith kritiseres for at fremstille en spansk landsby som var det forrige århundrede – eller for at afrikaneren mere virker som staffage end som ligeværdig aktør i billedet af Albert Schweitzer. Men Smith var ikke som du, Jan, en formidler af aktuelle konflikter og begivenheder – og hans historier overskred vel ikke i praksis grænsen for det tilladelige med denne holdning: “I don’t object to staging if and only if I feel that it is an intensification of something that is absolutely authentic to the place.” (1956, interview gengivet i New York Times)
Men det kunne de sagtens have gjort.
Nu om dage bliver formidlingen af virkeligheden så for alvor et spørgsmål om de involveredes personlige troværdighed. Samtidig med at formidlingen skal være båret af et engagement og en fotografisk tæft for at trænge igennem tidens intense billedstrøm og vores hårdhudethed.
Du har virket skarp, men balancegangen er uhyggeligt svær, og paraderne kommer op. Alt skal kunne dokumenteres, men bliver det ikke. Primadonnaer med kunstnernykker bæres frem, mens andre ensomme cowboys stækkes trods integritet og insisteren på også at have tid nok på kontoen til at skaffe sig tilstrækkelig viden og gode billeder. Eller netop derfor.
Tiden er en anden, end da Eugene Smith arbejdede for LIFE og Magnum, men dilemmaerne om autenticitet og visualisering er ikke blevet mindre. Som citaterne viser, flirtede Smith med kunstnerrollen – men hadede indrammede billeder på hvide vægge – og lod i praksis mange billeder rearrangere for at genskabe en stemning eller situation, han ikke i første omgang havde fanget perfekt.
Som en tidl. Magnum-redaktør skrev i Politiken om dine sager, Jan, så er han faktisk usikker på, om en række historier af Magnum-fotografer kan tåle en nærmere faktagranskning, men at “Jeg er overbevist om, at historierne giver det rigtige indtryk af virkeligheden”.
Redaktøren tilføjer: “vi lever i en tid, hvor det er blevet langt lettere at afsløre fejl. Det er også blevet meget nemt at fabrikere falsk virkelighed med teknologi.”
Er der et eller sted også opstået en mere skødesløs holdning til facts i den digitale arena, hvor fejlene jo i princippet kan rettes hurtigt og let? Men hvor de også opstår og spredes med lysets hast. Hvor vi før måtte stole på Eugene Smith, kan vi nu langt lettere efterchecke Jan Grarup.
Kan man gøre noget ugjort? Omgøre det? Et billede man fortryder at have twistet for meget, eller overdrevet omstændighederne omkring? En krigssituation hvor man kom lidt for tæt på, drevet af Robert Capas gamle credo at “if your pictures aren’t good enough, you aren’t close enough”? Eller at man lod et stærkt, men grænseoverskridende billede slippe igennem til offentliggørelse?
Det sidste kan man ikke rigtigt fortryde, bogbrændinger har ikke den virkning i dag, at man kan få bogens indhold til at forsvinde.
Det har Aileen Mioko Smith ellers forsøgt med “Tomoko in Her Bath”, på vegne af den skildrede familie. Billedet havde stor betydning for bogens og budskabets gennemslagskraft i 70’erne – men hvem er man til at erklære, at det var det værd på bekostning af familiens integritet? Samtykke er én ting, senere fortrydelse noget andet, når man ser og mærker uventede konsekvenser.
Jeg synes, det er en vigtig proces at få taget nogle principielle diskussioner om billedjournalistik, men også at du får grebet muligheden for at forklare dig og rette op på ting, du nu konfronteres med. Du kan jo godt. Du kan så meget med vilje. Tage dig sammen ikke mindst.
Gode hilsner
– Henning
PS. Jeg er selvfølgelig glad for, at bogen gjorde indtryk på dig i 1987-88. Som du måske huskede det i 2005. Det er jo en akademisk sag, godt nok krydret med Fingerprints duotone reproduktioner fra originaler på Center for Creative Photography i Tucson, Arizona.
Måske fik du også Smiths 1969 Aperture udgave med fra læreren? Det er en mere klassisk fotobog med et stort udvalg fra Smiths klassiske fotoessays. Man kan jo komme til at blande to bøger sammen, eller to begivenheder. Det kender jeg også til, det gør vi vel alle – og du skal i så fald være tilgivet for også at være kommet til det.
No comments yet, be the first!