C.S. Peirce inddelte de betydningsbærende tegn, fx billeder, i tre kategorier: ikoner, symboler og indeksikalske tegn. Lad mig forklare lidt nærmere og give et eksempel.
På en avisside, en skærm eller i en udstilling kan indgå både billeder og andre typer af tegn tilhørende disse kategorier. Men også på det enkelte billedes niveau kan flere af tegntyperne optræde sammen. Eksempelvis i nyligt afdøde Jens Birkemoses radering her, som jeg oplevede det i 2021 på et galleri på havnen i Helsingør.
Mit mobilskud af værket rummer forskelligt, der i sig selv kan være betydningsbærende tegn i kraft af indramningen og spejlinger af havnemiljøet og fotografen. Det bortser jeg fra her og fokuserer på selve billedfladen oven over kunstnerens signatur. Ja, jeg vil endda fokusere på et bestemt element i billedet – for at vise at et specifikt billedtegn kan udgøre både ikon, symbol og index for det tolkende blik: Læberne der svæver øverst i billedet!
Der er ting i billedet, man kan opleve som mangetydige figurationer eller som rent abstrakte indslag – men læberne er et ikonisk tegn i Peirces forstand. De ligner afgjort læber.
Kvindelæber betegner på billeder ofte kærlighed, skønhed, attrå…. evt. som metafor for kys og kærtegn. Det kan være en kønnet læsning, men jeg ser sjældent mænd med botoxfyldte læber på billeder (dog heller ingen botox i disse).
Et konventionelt symbol med fastlagt betydning er et par kvindelæber uden ansigt dog på ingen måde. Som regel er de jo også netop en del af et ansigt på et portræt.
Til gengæld har et par svævende, fritlagte læber i skyen en kunsthistorisk reference – nemlig til Man Rays maleri A l’heure de l’observatoire – Les amoureux (ca. 1935) som er klassisk surrealisme, og som Birkemose her sender en hilsen til – modtaget af dem, der kender koden. For mange er de læber et symbol for surrealistisk malerkunst, fordi det giver klare mindelser også om malere som Tanguy og Magritte, og fordi man er stødt på gengivelser af billedet så mange steder (se på Google)
Index? Jo, læberne kan også blive et indeksikalt tegn i Birkemoses billede, hvis man ser billedet som en variant af temaet profilrytter til hest, som han har dyrket ikke mindst i sin grafik. Nogle gange har rytteren en lidt komisk, spids hat på med associationer til genremalerier af Napoleonhærens ryttere. Men hvis det udstillede billede snarere viser rytteren med en ordentlig stådreng – så er den naturligt kommet op at stå i læbernes umiddelbare nærhed. En kropslig-kønslig reaktion svarende til andre naturlige fænomener à la røgen fra ilden.
Man kan diskutere hvilken retning kausaliteten i så fald har, men læber og erigeret lem er i den læsning gensidigt forbundne.
Jeg tror ikke læsningen ville være Jens Birkemose fremmed. Han spillede på erotikken, og han har ladet sig kunstnerisk stimulere af parisiske strømninger som surrealisme og ekspressionisme. Birkemose har sikkert mødt Les amoreux på de kanter i tide og utide på plakater mm.
Det er forresten Lee Millers læber – forlægget i May Rays maleri. Hun er tilfældigvis også en af kunstnerne omtalt i min 2010-tekst om Farlige billeder.
“I forgot myself in watching her. I had never seen anybody speak with less play of facial muscles. In the fullness of its life her face preserved a sort of immobility. The words seemed to form themselves, fiery or pathetic, in the air, outside her lips.
– fra Jens Birkemoses The Silent Listener’s Nose 1984
Google search ….